Designrevitalisering til dem, der gør en forskel

KFUM’s Sociale Arbejde er en af Danmarks største frivillige organisationer, der både professionelt og med frivillige hænder hjælper socialt udsatte med omsorg, væresteder, netværk og rådgivning. Organisationen rummer 90 underafdelinger og ville gerne stå stærkere med én samlet grafisk identitet.

Vi har udført en revitalisering af den grafiske identitet og nænsomt ført logoets grundfortælling om hjertet og hånden videre. Med respekt for KFUM’s Sociale Arbejdes ønske om en grafisk identitet, der udstråler venskab og omsorg uden at gå på kompromis med professionalismen og fagligheden har vi skabt grafiske rammer, der med farveholdning, logo og fonte tilsammen udstråler imødekommenhed og rummelighed.

Netop fordi organisationen rummer så mange underafdelinger, er det vigtigt, at de er med til at bære designet ud og få det til at leve. Derfor har vi skabt et nemt håndterbart design, der både rummer moderorganisationen og den enkelte afdeling. Samtidig giver designet med flat icons plads til at kommunikere værdierne på en letafkodelig og økonomisk måde og løser udfordringen med at skaffe billedmateriale.

Organisationens responsive website er designet fra bunden med fokus på let overskuelig navigation for forskellige målgrupper og fokusområder. Vi har gjort forsiden levende med video og billeder, og det er muligt at tagge alt indhold.

Se designet og læs mere om KFUM’s Sociale Arbejdes store og vigtige indsats for socialt udsatte i Danmark her.