”Snapchat stormer frem – de unges populære platform”

Snapchat versus Instagram – hvor skal du sætte ind?

Er du også omgivet af biplyde fra lommerne omkring dig, så er du helt sikkert omgivet af mennesker, der er på Snapchat. Snapchat regnes i 2016 (og 15) som det hurtigst voksende sociale medie i Danmark. Alt fra unge til ældre, fra populære stjerner til autoværksteder har en profil på Snapchat.

Samtidig er du måske også draget af eller omgivet af mennesker, der følger hashtags, stjerner og brands på Instagram og spørger dig selv, hvilke af de to medier, du skal vælge, hvis du overhovedet skal vælge at være til stede som brand/virksomhed.

Spørgsmålet er, om det er enten eller eller både og. Vurdér selv.

Vi bringer en lille status på de to sociale medier, der har det til fælles, at de har det visuelle som omdrejningspunkt. Men derefter stopper de fleste ligheder allerede.

#Instagram

Fordelen ved Instagram er, at det er en forholdsvis flad platform, hvor tiden især bruges på at lave det flotte oplæg / billeder. Intuitivt lægger Instagram nemlig ikke op til den store dialog med følgere af brands/butikker.

Fakta:

Der er over 700.000 brugere af Instagram i Danmark. Udviklingen er stagneret en smule, men det betyder ikke, at engagementet via Instagram ikke er højt. Mediet er stadig anledning til inspiration og aktivitet, og hvor det tidligere var forbeholdt det meget æstetiske såsom smukke stjerner og kunstnere, smukt opsatte designs etc., er der nu mere bredde på både input og output.

Aldersmæssigt er spredningen stor. Det er ofte på Instagram de yngste brugere af sociale medier starter i 7 års alderen, men brugerne spænder op til 60+, dog med mest aktivitet mellem 15 og 45 år. Vigtigt at vide – hvis man hænger sig i det samlede antal med 700.000 brugere, at mange børn registrerer sig som ældre for at åbne profiler inden for aldersgrænsen, som er 13 år.

Det bedste:

Mediet giver mulighed for visuelle budskaber, men flere og flere bruger også at skrive tekst, lægge tags og links ind og håndterer kommentarer under billedet. Mediet er i det hele taget godt til storytelling og til at skabe associationer hos følgerne.

Instagram kan bruges til lige dele af lækre billeder og billeder fra bag kulissen – om det er klargøring til virksomhedens julefrokost, kontorhunden, den smukke udsigt eller medarbejderne i forskellige situationer, anvendes Instagram ofte til det også. Brugt rigtigt vil det være med til at understøtte højt engagement.

Der er desuden nogle tegn på, at billeder, der deles fra Instagram til Facebook , giver højere reach end billeder delt alene på Facebook. En anden fordel er, at Instagram spiller godt sammen med Facebook, når det kommer til annoncering, delinger etc.

Mange bruger også Instagram som opbevaring og inspiration, eks. via hashtags.

Udfordringer

Instagram giver mulighed for kommentarer og likes og delinger samt hashtags, men der er begrænset dialog. Følgerne kan kommentere, men kommentarer vil være synlige for alle, hvilket afholder mange fra at gøre det. Derfor opfattes Instagram ofte som et fladt eller facadeorienteret medie, fordi det ikke ligger intuitivt at dele og sende videre. Kommentarer giver heller ikke spredning automatisk, som de eksempelvis gør på Facebook.

Brugerne forventer flotte billeder – det kræver ressourcer.

Hvis hashtags skal give mening, kræver det indsigt og tid.

Oplevelsen med Instagram er distanceret. Vi kigger, noterer og scroller videre.

Hvis du vil dele flotte oplæg og billeder, inspirere dine følgere til at købe alene via lækre billeder, er Instagram oplagt. Hvis du vil have dialog og meget hands on kommunikation med dine brugere, kan det være, du skal vende dig mod Snapchat.

 

#Snapchat

Fordelen ved Snapchat er den meget direkte dialog og kommunikation, som mediet automatisk lægger op til. Der er ikke lange tråde eller forventninger om høj æstetik, men derimod hurtig respons (oftest) eller ingen respons.

Fakta:

Snapchat bruges af over 800.000 i Danmark, og det er ikke længere kun de unge, der er på. Forældre-og bedsteforældregenerationen er også kommet i gang, og det betyder flere indgange til kunderne for brands og butikker på Snapchat.

Der er en aldersgrænse på 13 år, men der er alligevel mange brugere under 13 år. Snapchat har slået sig fast som det hurtige medie, hvor man ikke holder på indhold eller kan samle mange billeder og tekster.

Det er ofte det unge segment, der er på og reagerer på mediet.

Man liker og kommenterer ikke i et fælles forum. Man henvender sig derimod mere direkte til den, der deler eller man er i dialog med.

Det bedste:

Snapchat er direkte kontakt til dem, der følger med. Du kan kommunikere med budskaber og billeder, og ingen forventer den store æstetik men glæder sig over kreativiteten. Mediet lægger op til det daglige glimt i øjet. Fordi indholdet ikke som sådan opbevares, gælder reglerne om korrekt opsætning, smukke billeder og stavekontrol i en mere løs form.

Der er noget “slå til nu” over mediet som gør det nemt at sælge de sidste rester, dagens tilbud eller andre budskaber, der kræver hurtig reaktion.

Snapchat taler intuitivt til opmærksomheden, og mange opfatter det som et hurtigt medie. Det betyder, at de ikke regner det for noget særligt at bruge tid på en snap. Hvor Instagram ofte kræver, at brugerne stopper op, er Snapchat mest til farten.

Der er meget en til en dialog, og hvor Instagram ofte ikke apellerer til spørgsmål og lange kommentarer, er det anderledes med Snapchat, hvor brugerne hurtigt sender spørgsmål retur. Dialog opstår hurtigt – og opfattes som personlig.

Du kan pushe direkte til dine følgere mere direkte.

Udfordringer:

Brugerne af Snapchat forventer kreativitet, dvs. at du bruger de efterhånden mange features. Det kræver tid og viden om de nyeste opdateringer.

På Instagram kan du sende information ud, som følgerne kan vende tilbage til igen og igen. For Snapchat gælder det, at du ikke skal forvente, at information gennem mediet vil blive husket og gemt. Timing er afgørende.

Snapchat kræver tid. Hvor arbejdet ofte ligger før opslaget på Instagram, kræver det indsats efter opslaget er delt, når det kommer til Snapchat. Tid til at svare individuelt på de svar, du får på din deling.

Snapchat har ikke den store samlende flade, som eksempelvis Instagram har. Der er ikke noget at vende tilbage til, og dermed kræver det hele tiden en indsats for at dukke op i brugernes bevidsthed.

Hvis du er til den nære og direkte dialog med brugerne, er Snapchat mediet, men vær stadig opmærksom på, at selv om brugerne ikke forventer høj æstetik som på Instagram, så har de i stedet en forventning om kreativitet og ikke mindst svar, når de returnerer.